23948sdkhjf

Borgere vil købe boghandel

For 1000 kroner kan man blive medejer af Fredensborg Boghandel.

For 1000 kroner kan man blive medejer af Fredensborg Boghandel og være med til at sikre, at byens gågade også fremover har en boghandel.

Det er tanken bag et nyt andelsselskab, som en gruppe borgere i Fredensborg netop har stiftet.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Den 78-årige boghandler Poul Blæsbjerg kan ikke finde en køber til boghandlen, og han nægter at lukke boghandelen for at leje bygninger ud til et pizzeria.

Nu tager seks borgere over med en særlig idé.

- Vi har brug for at tænke detailhandel på en ny måde, hvor fællesskabet tager et ansvar. Der er en lang tradition for, at detailhandel er båret af én eller få ejere, men det kan i nogle situationer være sårbart. Ved sygdom eller hvis folk vil noget andet, og derfor er fællesskabet i form af et andelsselskab en løsning, siger Marie Louise Hartwig Widding, der er bestyrelsesformand i det nye selskab »Fredensborgfordi«.

I første omgang skal selskabet rejse kapital nok til at overtage boghandelens varelager, og derefter skal selskabet drive boghandelen med det nuværende personale.

Bo Dybkær, direktør i Boghandlerforeningen, vurderer, at det er første sted i landet, hvor borgerne i fællesskab vil redde en boghandel ved at opkøbe den. Timingen er god, fordi kunderne igen vender sig mod det lokale.

- Vi kan se i USA, at udviklingen er vendt, så der igen kommer flere uafhængige boghandlere. Der sker samtidig en udvikling i Danmark, hvor borgerne bliver mere opmærksomme på betydningen af det lokale handelsliv. Kunderne ved, at det har konsekvenser i nærmiljøet, hvis man kun kører til de større byer for at handle eller vælger at handle på nettet, siger Bo Dybkær og fortæller, at en ny undersøgelse viser, at over 50 procent føler et medansvar for, at det lokale butiksliv overlever, siger han til Frederiksborg Amts Avis.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074